Vi lægger som vanligt ud med Griegs ”Morning from ’Peer Gynt’” hvor høretelefonerne hurtigt markerer sig med en ganske klar lyd med diskanten og bassen i fokus. Desværre er bassen lidt for meget i fokus til denne type musik, hvilket viser sig i at de dybere passager lyder en smule mudrede. Detaljeniveuaet er fint, uden at være i toppen af hvad prisklassen kan byde på. Lyden bliver på intet tidspunkt ubehageligt skinger, på trods af den fremtrædende diskant.

Vi følger op med en af de tunge drenge indenfor klassisk: Wagners ”Elsa’s Procession to the Cathedral”. Her giver den lidt fremtrædende diskant en smule skingren fra de meget lyse fløjter i starten, men derefter går det ganske fint, da resten af blæseinstrumenterne lyder ganske dejlige og varme. Da vi nærmer os crescendoet i stykket bliver det dog lidt for meget for høretelefonerne, hvilket medfører at en hel del af musikken går tabt i brag og bulder i den lave ende. Til gengæld lyder orgelet i slutningen meget overbevisende, selvom der lige mangler en lille smule i de allerdybeste toner.

Ovre i jazzen starter vi med Frank Sinatras “Fly Me to the Moon”, hvor den bestemt ikke får for lidt i de dybe toner, med det resultat at gulvbassen bliver ret dominerende, og det er synd for bortset fra den, så klarer høretelefonerne sig faktisk overordentligt fint her. Metamorphosis Jazz Bands “Godot – The Fragrance of Dark Coffee” bliver ligeledes ledsaget af en lige vel entusiastisk bas, i dette tilfælde i endnu højere grad end med Sinatra, og man føler trang til at skrue længere ned hele tiden, det ændrer bare ikke på at bassen dominerer sangen.

Ovre i rockens univers lægger vi ud med en gammel kending: Eagles’ “Hotel California”, hvor lyden er noget mere balanceret takket være den begrænsede brug af dybe toner i sangen. Faktisk er der ikke rigtig noget at udsætte på høretelefonernes optræden i dette tilfælde, så jeg vil i stedet gå direkte videre til Dire Straits med “Brothers in Arms”!

Introen klares fint, selvom den ikke ligefrem bliver gengivet medrivende. Selve sangen bliver fremført med fokus på bassen, men med tilstrækkeligt mange detaljer i resten af spektret til at det ikke ødelægger sangen, selvom det desværre fjerner fokus lidt fra elguitaren og Mark Knopflers stemme, så selvom sangen lyder virkelig godt, så mangler stemningen.

I den mere rå ende af skalaen lægges der ud med Metallica med “For Whom the Bell Tolls”, og den får for fulde gardiner, da denne sang virkelig er glad for ”hængekøjelyden” som Denon AH-D1100 har vist at den er designet efter (hængekøjelyd betyder at der er meget fokus på bas og diskant, og mindre på hvad der er imellem de to, hvilket på en grafisk equalizer giver en form der ligner en hængekøje). På trods af den aggressive diskant i sangen, bliver det aldrig anstrengende at høre på. Elguitaren ryger en smule i baggrunden, men den er stadig hørbar nok til at kunne give sit bidrag til sangens stemning.

I Disturbeds “10.000 Fists in the Air” bliver introens trommer gengivet nogenlunde korrekt, selvom der ikke bliver differentieret helt så meget mellem tonerne som man kunne ønske. I selve sangen stjæler trommerne fokus sammen med bassen, men da David Draiman jo ikke just mangler evnen til at synge højt og klart, så ryger han ikke længere i baggrunden, end at han stadig er fuldt hørbar.

I den elektroniske genre lægger vi hårdt ud med Morten Breums “Moist” som får masser af punch i de dybe toner lige fra starten af, hvilket jo bestemt ikke skader i hans musik. Høretelefonerne kommer virkelig til deres ret med denne sang, og festlighederne vil ingen ende tage, selvom man nok skal passe lidt på med at høre for meget af det af gangen, da trommehinderne virkelig bliver masseret grundigt!

Trentemøllers “Moan” nyder ligeledes godt af fokussen i høretelefonerne, og der er faktisk intet negativt at bemærke(!) Dog skal man som tidligere nævnt huske på at der virkelig er tryk på, så jeg anbefaler at man ikke lytter ved for høj volumen, selvom musikken indbyder til det!

I Tech N9nes ”Killing You” bliver de helt dybe toner, for første gang i nogen af de høretelefoner/højttalere jeg har testet her på siden, rent faktisk afspillet ved et hørbart niveau, og da sangen generelt klares glimrende, selvom bassen ikke ville tage skade af lidt mere diversifikation imellem tonerne, ser jeg ingen grund til at dvæle mere ved den, men går i stedet videre til ”Riot Maker” af samme kunstner. Her er der også masser af tryk på bassen, samtidig med at de høje toner sikrer at Techs hurtige rap-stil bliver klart leveret, og den dunkle stemning kommer tydeligt til udtryk igennem sangen.

Side « forrige 1 2 3 4 næste »