Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger

Side « forrige 1 2 3 4 næste »

Gå til:

GAMDIAS Hermes Ultimate

Af Jonas | 30-05-2016 | 29146 visninger | 0 kommentarer

Design & Konstruktion

Indpakning & indhold

Selve fronten på indpakningen til tastaturet kommer i et traditionelt hvidt GAMDIAS design, med en del informationer på kassen om tastaturets egenskaber og funktioner. Bagsiden og de andre sider fortsætter mængden af informationer, som også indeholder en kort specifikationsliste over hvad tastaturet indeholder og kan. Især tastaturets makro-funktioner er der fokus på, som jeg også vil komme ind på lidt senere.


Under selve indpakningen gemmer sig endnu en papkasse, en grå en af slagsen, som indeholder det plastikindpakkede tastatur. Selve tastaturet er pakket godt ind, og kræver alligevel en del plads for at få pakket ud på grund af støddæmpende materiale, og da tastaturet i sig selv også er fysisk ret stort.
Udover tastaturet selv, gemmer der sig en manual, et par klistermærker med GAMDIAS logoerne, håndfladestøtten, og de nordiske knapper til tastaturet som selv skal sættes på.

Førstehåndsindtryk & klargøring

Den første tanke der rammer da tastaturet bliver pakket ud, er at det er et ganske stort tastatur. Selve dybden og højden er måske ikke så imponerende endda, men bredden har en væsentlig faktor som ikke er til at overse. Efter at have fået pakket selve tastaturet ud og lagt til rette på bordet, var der god mulighed for at få en fornemmelse af tastaturet før det blev sat til computeren.

Selve knapperne og rammen på tastaturet har en lettere plastikagtig følelse over sig, men dog ikke noget der skinner af dårlig konstruktion eller billigt plastik. Det kan sammenlignes med hvad man ville forvente af et gaming tastatur af Logitech, og er ikke årsag til bekymring. 



Tastaturet er dog udstyret med en længere række makro-knapper, og flere af dem sidder i en noget utraditionel position under mellemrumstasterne og piletasterne. Første tanke er selvfølgelig om de sidder i vejen, men det viser sig dog hurtigt at GAMDIAS har placeret knapperne så de ikke forstyrrer under alment brug. Næste tanke går efterfølgende på hvorvidt disse knapper i det hele taget sidder i en position der er anvendelig under brug, men dette er noget der først kunne undersøges senere når tastaturet var sat til computeren.

Er man fan af at have en stor håndledsstøtte, vil man næsten automatisk være godt tilfreds med dette tastatur. Tastaturet har en ganske enkelt enorm håndledsstøtte, der næsten har samme dimensioner som tastaturet selv. Efter lidt research af håndledsstøtten på GAMDIAS eget support forum, viser det sig at den dog også har funktion som støvdække, da den ganske enkelt kan sættes over selve tastaturet når det ikke skal bruges. Hvor praktisk den funktion er, må man så lade op til den individuelle bruger. 


Da tastaturet er modtaget direkte fra GAMDIAS af, var flere af tasterne ikke monteret fra start. Der er her tale om at selve det nordiske layout vi er bekendt med, ikke var monteret, men blot vedlagt i kassen. Så da vi havde planer om at have et DK/Nordic layout til test, skulle vi selv i gang med at montere de korrekte taster.
Heldigvis var processen ganske smertefri, og knapperne var nemme at udskifte med det medfølgende værktøj til tastaturet. Om det er standard for GAMDIAS ikke at montere tasterne fra start, har vi dog ikke kunnet få be- eller afkrægtet.  Idéen med ikke at have det nordiske layout på som standard giver ved eftertanke dog god mening, da det forekommer at folk alligevel kører med US layout hvis de kan komme til det, og GAMDIAS giver altså her brugeren mulighed for selv at vælge.


Da de enkelte knapper alligevel skulle tages af, gav det mulighed for at få et indblik i hvordan tastaturet var lavet under selve knapperne, og hvor mange knapper man reelt kan få af. Selve designet er meget lig med hvad du kan finde på blandt andet Corsairs K70 modeller, med den farvede MX Switch tilgængelig, og en lille LED pære tæt ved som bruger til bagbelysning af selve tastaturet. Umiddelbart virkede det også som om at alle knapper kan pilles af hvis det ønskes, om end de individuelle makro-knapper og F-rækken virker svære at have med at gøre. Derudover virkede tastaturet ikke som det nemmeste at rengøre på grund af tastatur-rammen, hvis der skulle danne sig støv eller der kommer krummer mellem tasterne. Modsat mange rubberdome tastaturer er det dog en reel mulighed blot at pille alle taster af, og give det en rengøring med lidt besvær.
 

Installation af tastatur og Hera

Selve tastaturet virker out-of-the-box når det sættes til computeren, og det samme gælder USB-pass-through og audio/mic portene da det ikke kræver drivers. For at få det meste ud af tastaturet anbefales det dog kraftigst at man installerer Hera softwaren, som kan findes på GAMDIAS hjemmeside. 
Hera er GAMDIAS ækvivalent til driver software fra blandt andet Logitech og Razer, og kan håndtere samtlige GAMDIAS produkter der skal bruge drivers. Eftersom at tastaturet blev testet samtidigt med en mus fra producenten, var det muligt at få et indblik i hvordan programmet virkede på tværs af de forskellige produkter.
Selve programmet gør det muligt at opstille makroer, ændre i alt fra lys til standard keybindings, og opdatere firmware på GAMDIAS produkter. Alt dette sker uden større besvær, og var faktisk ganske nemt. Især opdatering af firmware var meget smertefrit, og var udført ganske kort tid efter at processen var sat i gang i programmet. 
Efter at Hera var installeret, var tastaturet fuldt klar til at blive taget i brug.



ANNONCE