I brug

Jeg har som vanligt brugt min spilleliste på Spotify, og her kommer jeg gennem forskellige musikgenrer fra klassisk, over jazz og rock til elektronisk musik, og aporpos klassisk musik, så er det denne genre jeg lægger ud med.

Klassisk

Som altid lægger jeg ud med det mest stille, men måske også det absolut mest detajlerige, nemlig den klassiske musik, og igen er det Morning Mood fra Peer Gynt af Edward Grieg der som det første nummer får lov til at spille, og jeg får allerede kort inde i nummeret en ret god fornemmelse af, hvor Hammerhead er henne lydmæssigt. Der er masser af kraft og overskud bag bassen og de dybe toner helt generelt, men også de mere sarte lyde, som eks. fløjtespillet og de små chimes står tydeligt frem og med et overbevisende overskud.
Dette gentager sig med Edward Griegs In the Hall Of The Mountain King. Nummeret her er fantastisk til at høre efter særligt de dybe frekvenser og deres gengivelse, da oboerne og paukerne er meget dominerende i starten af nummeret. Endnu en gang overrasker Hammerhead mig virkelig, og gengiver musikken ganske overbevisende og med overskud. Hen imod slutning af nummeret kommer fløjterne og violinerne på overarbejde, men dette klarer Hammerhead også ganske flot og meget overbevisende.
For at stresse headsettet lidt, og virkelig presse driverne til ekstremerne bruger jeg også Apokalypticas udgave af In the Hall Of The Mountain King, og her er det celloerne der med deres forskellige grad af enten overdrive og distortion eller clean lyd presser headsettets drivere. Tempoet er højt, skiftene kommer meget hurtigt og celloerne bliver helt generelt spillet meget aggressivt, og alligevel klarer Hammerhead faktisk at levere en god lyd-oplevelse, hvor jeg sagtens kan fornemme, at kunne min hørelse klare det, så kunne jeg snildt skrue mere op, og de vil stadig ikke forvrænge lyden.

Jazz

Jeg rykker videre til jazzens verden, og Frank Sinatra åbner ballet med klassikeren Fly Me To The Moon. Det er helt tydeligt at høre hvert enkelt slag fra trommeslagerens whiskers under introen, og jeg kan endda høre når der også kommer et utilsigtet kantslag en enkelt gang eller to. Franks vokal er fornuftigt gengivet, men jeg syntes den mangler lidt varme eller glød. Kontrabassen i baggrunden lægger en ellers god bund til lyden, uden at blive for meget, men den er heller ikke helt perfekt, jeg skal skrue op til lidt over normalt lytteniveau for at få det sidste af kontrabassen med. Helt generelt lyder både musik og lyrik ganske godt, men det er som om der mangler et eller andet, jeg kan bare ikke helt placere hvad.
Næste nummer i rækken er endnu en Sinatra klassiker, Love And Marriage, og igen oplever jeg masser af bund fra kontrabassen og højde fra fløjten og klokker/chimes. Vokalen er blevet lidt bedre i forhold til Fly Me To The Moon, men dette kan med stor sandsynlighed tilskrives optagelsen. Lyden virker lidt mere samlet og mere korrekt i forhold til før, om end en lille smule flad lige omkring midten, men dette har indtil videre været et gennemgående karakteritræk.
Sidste jazznummer er Fred Astaires Cheek to Cheek, et nummer som er meget sart over for farvning af lyden, og netop grunden til at jeg vælger at bruge det. Det er en gammel indspilning, der er støj på den og netop indspilningens alder er med til at give den en helt særlig lyd. Igen gengiver Hammerhead nummeret ganske tilfredsstillende, om end jeg endnu en gang syntes mellemtonen er en lille smule fladere end jeg ville foretrække.
Sidste nummer inden for jazz kategorien er Louis Armstrongs What a Wonderful World, og Armstrongs ru, dybe stemme fremgår meget tydelig og nærværende, og musikken følger bare trop, så at sige, da vokalen er meget dominerende i sangen.

Rock

I rock-kategorien lægger jeg ud med en akustisk live-optagelse af Hotel California med The Eagles, og her viser Razer Hammerhead sig fra sin bedste side. Åbningen af nummeret er præget af en god, dyb stortromme som virkelig kommer til magt og giver et yderst kraftigt indtryk af, hvad Hammerhead er i stand til at levere. Jeg hørte det også med Apokalypticas udgave af In The Hall of The Mountain King, og det er helt tydeligt at headsettet absolut gengiver bastunge numre bedst. Vokalen lyder bedre på Hotel California, end den har gjort på nogle af jazznumrene og jeg får ikke den samme flade fornemmelse af lyden i mellemtoneområdet, som jeg ellers har oplevet i de andre numre.
Næste nummer i rækken er Metallicas Nothing Else Matters, fremført i samarbejde med San Fransisco Symphony, og det er et af mine absolutte yndlingsnumre at lytte til uanset situation eller humør. Headsettet formår at gengive musikken ganske tilfredsstillende, og der er absolut ingen tvivl om, at Hammerhead gør sig bedst inden for rock-genren når det kommer til musik-gengivelse. Både Metallica og San Fransisco Symphony får gengivet deres musik og vokal på en god og overbevisende måde, og lukker man øjnene kan man næste få følelsen af, at man står et sted blandt publikum, for headsettet er meget tætsluttende og derfor i stand til at lukke al anden lyd ude, og derfor skal man heller ikke spille særligt højt for at opnå denne fornemmelse (forudsat at ens fantasi er livlig nok).

Elektronisk

Sidste musikgenre er den elektroniske, og her lægger jeg ud med Punkbusters What (Club Mix) og headsettet formår igen at overraske mig med, hvor meget bund og overskud der rent faktisk er i det. Bunden i lyden er fuldt ud på højde med et par gode on- eller over-ear hovedtelefoner, og op til de lydniveauer jeg har testet, har der ikke været antydningen af hverken forvrængning eller mangel på kræfter til at gengive lyden. Bassen er meget tydelig, præcis som man vil forvente af sådan et nummer, som What er, og måske endda lidt for kraftig i forhold til hvordan jeg syntes nummeret lyder på mit hifi, men dette er naturligvis en smagssag, da nogle foretrækker deres lyd med masser af bas, og andre foretrækker at det hele er mere afbalanceret eller ligevægtigt. Mellemtone og diskantområdet følger fint trop med både det øvre og nedre bas-område, og der er heller ikke den flade følelse i mellemtoneområdet som jeg oplevede med både den klassiske musik og jazzen.
Jeg slutter af med at lytte til Roberto Molinaros Superman (Extended Concept), og her tegner sig det eksakt samme lydbillede som ved Punkbuster. Her er masser af kraft og overskud i bassen, mens mellemtonen og diskantområdet følger pænt med. Jeg kan tydeligt fornemme at Razer ved de har et ungt publikum, og at deres musikstil primært ligger i områderne rock – pop – EDM og det afspejler lydbilledet i Hammerhead, da de giver den bedste lydgengivelse her.

Side « forrige 1 2 3 4 5 næste »