Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


Next level Racing GT Elite lite

Af Thomas Eriksen | 11-11-2024 | 1225 visninger | 0 kommentarer

Next level Racing GT Elite lite

Som du måske har set fra min tidligere artikel, har jeg endelig, efter mange års ønske, fået mulighed for at bygge mit eget simracing-setup. Oprindeligt var planen at bygge noget i træ, men jo mere jeg undersøgte det, jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk har lyst til at lave flere tests og artikler relateret til simracing. Derfor besluttede jeg, at jeg måtte have fat i noget mere "professionelt" udstyr. Valget faldt på Next Level Racing GT Elite Lite, som jeg selv har købt – det er altså ikke en sponsoreret artikel.


Pakken


Jeg bestilte cockpittet fra en dansk shop, og det blev leveret i en solid transportkasse. Inden i den var der en mere præsentabel retail-kasse. Det er en halv tung sag på lige under 35 kg, men det er faktisk imponerende, at man kan lave et solidt cockpit med så relativ lav vægt.

Inde i pakken er alt sikkert pakket ned i separate rum, så intet bliver ridset under transporten. Ud over aluminiumsskinnerne er der en hel masse skruer, T-stykker og det værktøj, der skal bruges til at samle cockpittet. Alt er i små poser med beskrivelse af indholdet, så man ikke behøver famle sig frem. Endelig er der en samlevejledning.


   


Samling af sættet


Hvis du har prøvet at samle IKEA-møbler, vil du faktisk være godt på vej til at samle GT Elite Lite. Manualen forklarer i nemme, illustrerede skridt, hvordan man samler de forskellige dele, og hvis man følger instruktionerne, går det ret nemt. Hvis vi ser bort fra, at jeg også lavede den video, du kan se i artiklen her, ville jeg tro, at det ville tage 2-3 timer at samle det hele. I praksis tog det dog det dobbelte, da jeg skulle huske at filme alt og holde tingene synlige på videoen. Alt i alt synes jeg, at det gik nemt.



Kort fortalt skal alle delene monteres med en skrue, som skrues ind i et T-stykke, der monteres i rillerne på de forskellige stykker. Manualen fortæller, hvor mange T-stykker der skal bruges og hvor, så det er bare at bruge unbrakonøglen til at placere dem korrekt.

Jeg samlede de forskellige dele løst, så jeg kunne justere ting som sæde og ratstolpe bagefter. Dog opstod der nogle fejl, og et par gange var jeg nødt til at afmontere en del, fordi jeg havde glemt et T-stykke eller en spændeskive. Men det var rimelig nemt at gå til.



Justering og montering af rat og pedaler


Nu hvor GT Elite Lite er samlet, blev det tid til at montere et rat. Til at starte med bruger jeg min søns Logitech G29, som jeg har "lånt" til at starte med. Bortset fra, at jeg havde monteret wheel-platen omvendt i forhold til G29, gik det nemt. Der er skruehuller, der passer præcis til rattet og pedalerne, og når de er skruet i, sidder de 100 % fast – ikke som på et bord, hvor det kan flytte sig. Når jeg senere får en anden wheelbase, er der også forborede huller til de fleste wheelbases og forskelligt tilbehør.

Justering af pedalerne og højden på wheel-platen foregår ved at løsne nogle skruer. Her er det praktisk, at der følger en værktøjsholder med, som sidder på cockpittet, så man ikke skal lede efter værktøjet. At montere dem lige er også nemt. Der fulgte et "vaterpas" med, og der er mærker, man kan justere efter, så man f.eks. ved, at de skal sidde ved 5. mærke fra toppen. Det eneste, der kan være lidt besværligt, er, at det kan være udfordrende at holde wheel-platen og stramme skruerne samtidig
 


Brug


Som nævnt i forrige afsnit startede jeg med et Logitech G29, som jeg mere vil kalde et "legetøjsrat" (undskyld, Logitech). Rattet kan på ingen måde stresse GT Elite Lite, men jeg er blevet glad for, at jeg kan gribe fat i ratstolpen, når jeg rejser mig op – den giver sig ikke det mindste, selv når jeg belaster den med mine 90 kg. Efterfølgende har jeg fået fat i nogle lidt kraftigere DirectDrive-wheelbases på 8 Nm, og det klarer cockpittet også uden problemer.

Og hvad så med spiloplevelsen? Den største forandring er her. Tidligere brugte jeg kun et rat monteret på bordet, og for at være ærlig, så fungerede det ikke særlig godt. Bordet rykkede sig, og pedalerne flyttede sig rundt på gulvet. Desuden var kørepositionen mere som en buschaufførs end en racerkørers. Nu er alt forandret. Det føles som at sidde i en bil – rat og pedaler bliver siddende, og du kan stole på, at dine input registreres præcist. Faktisk vil jeg næsten sige, at hvis du vil begynde med simracing og har et begrænset budget, så brug det meste af dit budget på et cockpit og lev med et billigere rat, indtil du har sparet op til en opgradering.


Konklusion


Som du nok kan fornemme, er jeg ret glad for mit valg. Next Level Racing GT Elite Lite føles super solidt, og selvom jeg endnu ikke har prøvet at belaste det med meget kraftige wheelbases, er jeg sikker på, at det ikke vil være noget problem. Det hele føles som kvalitet og er rigeligt solidt til mit behov. Hvis du overvejer at montere det på en motion platform med de kraftigste wheelbases, der findes, ville jeg dog nok gå efter GT Elite 160, som bruger kraftigere profiler. Men for en som mig, der gerne vil hygge sig og ikke forventer at bruge super mange timer på det, passer GT Elite Lite perfekt. Jeg kan næsten ikke vente med at få en bedre wheelbase og pedaler, så jeg virkelig kan udnytte det. Lige nu har det hævet min spilleglæde til et helt nyt niveau – hvor jeg tidligere kun spillede i 20 minutter ad gangen, kan jeg nu nemt sidde i 2 timer.

Med hensyn til størrelsen vil jeg også sige, at Next Level Racing GT Elite Lite ligger lidt i midten. Det er ikke kæmpestort, så det kan fint stå i hjørnet på mit kontor, men det er på ingen måde kompakt, og det er ikke muligt at pakke det væk. Så man skal have en dedikeret plads til det. For mig passede det, at jeg havde et ekstra skrivebord, som jeg alligevel ikke brugte til andet end rod. Så det røg ud, og mit rig står nu, hvor bordet før stod.

Økonomisk set har sættet kostet mig 7300 kr. for cockpit og sæde, hvilket ligger i midten af de sæt, man kan købe. Men jeg har fået et super solidt cockpit, som uden tvivl kan holde til fremtidige opgraderinger.

Derudover kan jeg godt lide udseendet af cockpittet. Så en klar anbefaling fra min side.

Se priserne hos Pricerunner 


Fordele

  • Solidt
  • flot
  • Kan udvides med flere ting i fremtiden.
 

Ulemper

  • 7300 kr er stadig rigtigt mange penge.