Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger

Side 1 2 3 4 5 6 7 næste »

Gå til:

Razer Blade Pro

Af Kaare H | 21-10-2013 | 29188 visninger | 6 kommentarer


Producent: Razer
Sponsor: Razer
Introduktion

Razer burde ikke længere være et ukendt navn for nogen, men sidder du alligevel derude og tænker hvad de laver, så er Razer en af verdens førende producenter inden for gaming-tilbehør. De fremstiller bl.a. tastaturer, mus og musemåtter. For et par år siden introducerede de verden for Razer Switchblade, en meget lille bærbar spillecomputer. Switchblade er stadig kun en prototype og et designkoncept, men af de hovedfunktioner fra designet i Switchblade var dens dynamiske tastatur. I stedet for normale taster som vi kender dem, med enten trykte eller laserindgraverede symboler på, består det dynamiske tastatur af helt gennemsigtige taster, hvor der ligger en LED skærm under, således at tasten kan vise præcis det man måtte ønske. Altså kan der være helt normale bogstaver og tal på alle tasterne normalt, men idet øjeblik man starter et spil, kan tasterne ændre sig, så de i stedet viser en række ikoner, som er spil-specifikke og derved er med til at gøre det nemmer at bruge hotkeys til sine spil.

Switchblade er som sagt stadig et designkoncept, men ideen med de dynamiske taster har Razer rent faktisk brugt i et af deres tastaturer, nemlig deres DeathStalker Ultimate, hvor der i stedet for det normale numpad sidder ti dynamiske taster samt en touchpadmus som samtidig også er en touchskærm, en designfeature som Razer kalder for Switchblade UI.

Efterfølgende deres arbejde med Switchblade, har Razer og deres R&D afdeling haft travlt med at designe og udvikle det næste trin inden for gaminglaptops. De kiggede på alle de eksisterende løsninger og muligheder fra alle andre producenter i håbet om måske at starte et samarbejde, men hos alle producenter fandt de en generel ting, som de ikke var tilfredse med; størrelsen og vægten af gaminglaptops. Razers vision var at have en laptop der kunne gå ind under ultrabook-standarden, men som stadig havde hardware og specifikationer til at kunne levere seriøs grafik og ydelse, så titler som Battlefield 3, Crysis 3 og Metro: Last Light kunne afvikles på maskinerne uden at gå på kompromis med kvaliteten af grafikken.

Hvad gør man så, når ingen producenter på markedet har noget, man kan arbejde ud fra? Man går i gang med selv at designe og bygge det, og det er præcis hvad Razer har gjort, og resultatet blev fremvist tidligere i år på Computex-messen i Taiwan. Her fremviste Razer deres to gaming-laptops, Razer Blade og Razer Blade Pro. Begge maskiner er det man vil kalde for ”fuldblods gaming maskiner”, men hvor Blade kun er en 14” maskine, er Blade Pro en 17,3” maskine.

HardwareOnline.dk er så heldige at have fået netop den 17,3” store Blade Pro til test, som en af de første tech-sider i Norden, og det er en kæmpemæssig ære for os, da maskinen nemlig stadig kun fås på det amerikanske marked. Der er tale om at Razer også vil markedsføre den i Europa, men der er stadig mange forhindringer forude, bl.a. hvad de skal gøre med tastaturet i Norden, altså om den skal have et pan-nordisk layout eller et landespecifikt layout, men nok om dette, lad os i stedet straks springe ud i det, og se på hvad Razer Blade Pro kan!

Side 1 2 3 4 5 6 7 næste »


ANNONCE