I en mere diskret indpakning end produktet selv, finder vi humlen for halvdelen af denne anmeldelse - AX6000’eren. Indpakningen selv er ret diskret udover nogle stikord hist og her, og indeholder primært de relevante informationer for produktet selv. Kassen i sig selv har en ret god størrelse, og selvom størrelsen af produktet egentlig var kendt på forhånd er det dog stadig en overraskelse hvor meget plads selve kassen optager. Det er også på kassen selv at vi finder diverse QR-koder til henholdsvis TP-Links tethering APP, samt til HomeCare, det inkluderede sikkerhedssystem.

Inde i selve den ydre ompakning finder vi en ret kedelig hvid kasse, som omslutter kassens indhold, fuldstændigt blottet for alt marketings gøgl eller andet design. Indholdet er dog heldigvis uendeligt mere interessant end kassen selv, og indeholder routeren selv, strømadapteren, de sædvanlige kvik-guides, og et (alt for kort) ethernet kabel. Kablet kunne mere eller mindre have været sparet væk. Det samme gælder en bunke vedlagte sedler omhandlende blandt andet SSID og password info, som enten kunne have været tilføjet på routeren selv, eller skrevet i kvik-guiden.

Routeren må anses som værende massiv. Ikke i vægt, selvom den heller ikke er den letteste sag, men rent størrelsesmæssigt. Med sine små 26cm i dybde og bredde, er det en pæn stor størrelse, og noget større end andet netværksudstyr der i forvejen er opsat i hjemmet.

Enheden er pryddet med 8 antenner, et stort TP-Link logo med tilhørende status LED i midten, og glansflader der samler sig om logoet. Glansfladerne kunne de godt have sparet væk, men immervæk er det subjektivt ikke den grimmeste router set på markedet. Enheden er sort hele vejen rundt, udover hvor RJ-45 og USB porte er markeret. Der er altså ikke brugt ekstra tid på unødvendige farvedetaljer, på en enhed der trods alt ikke skal ses, kun bruges.

Opsætning af enheden

Installationen af routeren er relativt smertefri. I første omgang blev der forsøgt med TP-Link’s egen Tether App, som de så fint opfordrer til at anvende i både manual og på indpakningen. App’en kræver dog bruger- og personoplysninger, som på alle måder er 100% irrelevante for opsætning af noget så simpelt som en router, så det røg lige så hurtigt ud igen.

Heldigvis er TP-Link et kompetent nok firma, så igennem Wi-Fi på mobiltelefonen blev der efter opkobling til routeren, givet et link videre til en side hvor opsætningen kunne foregå. Selve opsætningen er blot en såkaldt “Quick setup” og går på ingen måder i dybden med nogen som helst indstillinger omkring routerens opsætning, men er på alle måder en brugervenlig oplevelse for den mindre teknisk kyndige.

Opsætningen bestod kort af :

Kodeord til routeren (Ingen brugernavn?)
Opsætning af forbindelsestype (Med auto-detect for de mindre IT-kyndige)
Opsætning af MAC adresse adgang, til dem der har en ISP der låser forbindelsen til 1 enhed
Wi-Fi opsætning, SSID og kodeord. Både for 2.4 og 5GHZ selvfølgelig.

Og det var det. Brugervenligt og nemt, hurtigt videre.

Den hurtige opsætning var dog ikke rigtigt nok omkring hvad routeren egentlig kunne, så efter at have sparket den stationære på Wi-Fi, skulle indstillingerne selvfølgelig tjekkes igennem.

Besynderligt nok, kræver routeren intet brugernavn for at kunne tilgås. Bevares, man har da 10 forsøg får man låses ude hvis man ikke kan kodeordet, men det er omend stadig et lidt speciel fravalg til en enhed hvor en hvis form for sikkerhed forventes.

Routeren selv kommer ikke opdateret fra fabrikken af, så en af de første ting der blev gjort var en software opdatering (fra 1.0.7 til 1.2.4 vel og mærke), som også åbnede op for nogle nye ting i menuerne. Menupunkter (og dermed også funktionalitet) for ting som OneMesh, og nogle af HomeCare elementerne manglede sågar indtil denne opdatering blev hentet ned. Det kan derfor kun anbefales lige at køre at opdatering ind på enheden, før den endeligt bliver taget i brug.

Kontrolpanelet

Selve kontrolpanelet er ikke super komplekst, og igen, meget brugervenligt. Panelet er opdelt af 3 faner som man kan vælge mellem, “Quick setup”, “Basic” og “Advanced”.

Quick setup er samme setup procedure som man starter med at køre igennem første gang man tilslutter til enheden, så laver man en fejl kan man hurtigt køre basis-indstillingerne ind igen.

Basic er, som navnet antyder, uhyre basic, men tillader det mest basale; opsætning af Wi-Fi kodeord og SSID, HomeCare/Forældre kontrol, USB opsætning, gæstenetværk, TP-Link cloud, og OneMesh tænd/sluk.

Mulighed for at lave en lille hastighedstest (igennem Speedtest) er også muligt fra kontrolpanelet selv.

Advanced er noget mere komplekst, men det er også her man endelig kan komme til at komme lidt mere i dybden med de forskellige indstillinger.

Forskellen i laget af muligheder er nok bedst illustreret på Wi-Fi opsætningen, hvor basic ikke tillader meget andet end at tænde for Wi-Fi frekvenserne, samt skifte SSID og password. Advanced til forskel tillader mere eller mindre alt man har brug for på en consumer Wi-Fi enhed.

Det er også under Advanced at man kan få lov til at gå lidt mere i dybden med system indstillinger for routerens egne indstillinger. Herunder lidt mere praktiske ting som at opsætte tidsplanlægning for slukning af routerens LED eller genstart af hele enheden, samt logning af både hændelser på enheden samt trafikken.

Er man sadistisk nok, får man også muligheden for at opsætte Alexa til at kunne fjernstyre ens TP-Link router, såfremt det nogensinde skulle blive et behov.

Af mangel på flere TP-Link enheder til at teste med, har det desværre ikke været muligt at teste deres OneMe

Side « forrige 1 2 3 4 5 6 7 8 næste »