Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


EPOS EXPAND Vision 1

Af Asbjørn | 08-12-2022 | 5915 visninger | 1 kommentarer


Producent: EPOS
Sponsor: EPOS
EPOS EXPAND Vision 1

Endnu et webcam til test. Denne her gang et 4K webkamera fra danske EPOS, som har specialiseret i god lyd gennem mange år.

EPOS EXPAND VISION 1 imponerer på både billede og lydsiden, men har også et prisskilt i den høje ende. 

Kan EPOS retfærdiggøre en pris på 1300-1400 kr.?   



4K webkamera fra EPOS giver dig knivskarpe konferencemøder, og så er det dansk kvalitet! 

Vi har fået lov til at teste endnu et webkamera. Denne gang er der tale om et 4K kamera fra EPOS til en  
pris på 1300-1400 kr.  



Hvad er der i boksen:
  • EPOS EXPAND Vision 1 webkamera
  • 1.2 m USB-C 3.0 kabel
  • Rejseetui
  • Sikkerhedsguide
EPOS EXPAND Vision 1 kommer i et sort rejseetui. Det føles premium og er godt polstret, så du let kan tage det med på farten uden at være bange for, at det går i stykker. Ud over en sikkerhedsguide til kameraet,  finder du også et 1.2 meter langt USB-C 3.0 kabel, som er vinklet i den ene ende. Længden passer fint til laptoppen på bordet, men jeg ville have elsket et længere kabel for mere frihed. 



Specifikationer:
  • 4K linse
  • 2 omnidirectional mikrofoner med noise canceling
  • Dimensioner: 58.4 mm. + 29.4 mm. + 42.5mm
  • Vægt: 83.5 gr.
  • Privacy Shutter
  • 3 foruddefineret fields of view indstillinger
  • Muligheder for standard third-party tripod montering
  • Microsoft Teams og Zoom certificeret
Design:

EPOS EXPAND Vision 1 kommer kun i sort. Det er kun 58.4 mm bredt, 29.4 mm højt og 42.5 mm dybt. Vægten lander på 83.5 gram. Der er således tale om et forholdsvis kompakt kamera. Byggekvaliteten føles god, og selvom der ikke er tale om et tungt kamera, så virker det nu alligevel ret robust.  
 
Kameraet er utrolig let at sætte på din laptop/skærm. Du folder blot den lille klap ud på bagsiden og sætter den på din skærm. Mange webcams har en klistret bagside, som hurtig bliver dårlig, og du mister derfor hurtigt muligheden for en god placering på din skærm. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der er forskellen på EPOS EXPAND Vision 1, men den formår meget let at sidde utrolig godt fast.  
 
Ovenpå kameraet har du en fysisk lukkemekanisme, så du med et enkelt rul kan holde eventuelle hackere fra at se med. 

Lyden er bedste feature:

EPOS EXPAND Vision 1 er udstyret med to noise-cancelling mikrofoner, som udelukkende har fokus på din stemme og holder baggrundsstøjen ude. EPOS har gennem en masse test udviklet deres BrainAdapt. En teknologi, som er designet til at gøre lyden mere fordøjelig for den menneskelige hjerne, og derved skulle den angiveligt afhjælpe træthed og holde dig mere fokuseret i samtalerne. Dette har jeg nu ikke selv erfaret, men der er ingen tvivl om, at EPOS EXPAND Vision 1 leverer en rigtig fin lyd.  



Nem betjening og overskuelig software:

Som ved så mange andre webcams, så er det nemt at komme i gang. Du sætter blot det medfølgende USB kabel i computeren og så er du faktisk kørende. EPOS har et nemt og overskueligt program, der let hentes ned fra EPOS hjemmeside - EPOS CONNECT. Her kan du se dit tilsluttede webcam, og hvis du har andre produkter fra EPOS, så fremgår de ligeledes i programmet.  
 
EPOS EXPAND Vision 1 tilbyder forudindstillinger i appen, og endnu flere indstillinger inde under fanen Avanceret. En fed lille feature er, at du kan holde programmet åbent som et "floating window" så du let kan tilgå dine indstillinger, imens du er i et møde.  
 
EPOS EXPAND Vision 1 har tre foruddefinerede indstillinger: ”Fields of view", Wide view default og close-up. 



Glimmerende billedkvalitet, men er 4K nødvendigt?

EPOS EXPAND Vision 1 giver dig knivskarp billedkvalitet, men jeg er usikker på, om 4K opløsningen i de fleste tilfælde giver mening. Mig bekendt er der ingen af de store firmaer som tilbyder højere opløsning end 1080p, når der holdes onlinemøder. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at dette aldrig vil komme, men på nuværende tidspunkt er det nok lidt af et overkill - i hvert fald, hvis du udelukkende vil bruge EPOS EXPAND Vision 1 som et webcam til onlinemøder. Men det er måske her EPOS EXPAND Vision 1 bliver en anelse mere interessant, da det ikke kun henvender sig til forbrugeren, som i timevis sidder klistret til skærmen på diverse møder, men også til forbrugeren, der måske har en lille Youtuber gemt i sig eller som blot vil lave nogle ekstra gode instruktionsvideoer til arbejdspladsen eller klassen.  

Bør du købe?

EPOS EXPAND Vision 1 giver dig uden tvivl en rigtig god oplevelse på dine onlinemøder, med en rigtig god billedkvalitet og en forrygende lydoplevelse. EPOS EXPAND Vision 1 er nem at have med på farten, og det lille rejseetui sørger for, at du slipper for ridser og revner. EPOS EXPAND Vision 1 er dog heller ikke en helt billig fornøjelse, idet du skal have 1300-1400 kr. op af lommen for at erhverve dig kameraet. Kameraet tilbyder 4K opløsning, som efter min mening for det fleste vil være en for høj opløsning, med mindre man har tænkt sig at bruge kameraet til andet end blot onlinemøder.  
 
EPOS EXPAND Vision 1 er efter min mening ikke "blot" et webkamera, men et hybridkamera, og hvis du er på jagt efter dette, så bliver du helt sikkert ikke skuffet over et køb af EPOS EXPAND Vision 1. 

Se priserne hos Pricerunner

Plusser:
  • 4K
  • Fantastisk lyd - EPOS BrainAdapt
  • Nem at have med på farten, rejseetui er godt polstret og en lækker detalje
  • Kan let monteres på tripod
  • Kan bruges til andet end blot onlinemøder
Minusser:
  • Dyrt
  • USB-C kabel er kun 1.2 meter langt
  • Kun tilslutning med USB-C - Havde været en lækker detalje med en adapter i kassen
  • 4K - De fleste programmer til onlinemøder understøtter på nuværende tidspunkt ikke 4K opløsning



ANNONCE