Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


Reolink TrackMix + Reolink Solar 2

Af Asbjørn | 15-05-2023 | 4873 visninger | 0 kommentarer


Producent: Reolink
Sponsor: Reolink
Reolink TrackMix + Reolink Solar 2

Reolink TrackMix test: Et robust udendørs sikkerhedskamera med dobbelt linse - Ekstra sikkerhed til huset har aldrig været lettere at opnå.

Sikkerhedskameraer er ikke længere noget, man kun ser ved banken eller den lokale købmand. Det har i den grad vundet ind hos danskerne, da disse har fået en overkommelig pris, og samtidig er utrolig lette at sætte op. Der er mange firmaer, der har et bud på et godt sikkerhedskamera. Jeg har kigget nærmere på Reolinks TrackMix.

Kort om Reolink:

Reolink er et kinesisk firma, som blev grundlagt i 2009. De har siden tilbudt et bredt udvalg af overkommelige og brugervenlige overvågningsløsninger til både private og virksomheder.

De kolde facts:

Nogle af de vigtigste funktioner er:

  • 2K PTZ-kamera med dobbelt linse og bevægelsessporing (PTZ – Pan-tilt-Zoom)
  • Dobbelt visning, dobbelt sporing
  • 2K 4MP Ultra HD
  • 2.4/5 GHz dual-band Wifi-tilslutning
Specifikationer:

Video og lyd:

  • Billedsensor: 1/3" CMOS-sensor
  • Videoopløsning: Op til 2560 x 1440 (4,0 megapixel) ved 15 billeder/sek.
  • Linse: f=2.8mm@F=1,6,f=8mm@F=1,6
  • Videoformat: H.264;H.265
  • Synsfelt: Vandret: 96°-38°, Lodret: 55°-21°
  • Zoom-tilstand: 6X hybrid zoom
  • Dag & nat: IR-cut filter med automatisk skift
  • Infrarød nattesyn: Op til 15 meter (50ft) (LED: 2stk/850nm)
  • Farve nattesyn: Projektører: 1stk/6500K/450 lumen
  • Lyd: Tovejs lyd

Strøm:

  • Batteri (5100mAh genopladelig batteri
  • Reolink Solar Panel 2
  • 5V/2A

Ethernet:

  • En 10M/100Mbps RJ45

Lagering:

  • Micro SD-kortlæser (maks. 128 GB)

Lyd:

  • Indbygget mikrofon og højttaler

Wi-Fi:

  • Wireless Standard: IEEE 802.11a/b/g/n
  • Operating Frequency: 2.4GHz/5GHz
  • Wireless Security: WPA-PSK/WPA2-PSK

Fede features pakket ind i et lille, robust kamera:

Reolink TrackMix er udstyret med en dobbelt linse, hvilket både giver dig en smal synsvinkel, som synliggør detaljen bedre. Samtidig giver vidvinkellinsen dig et langt større område, dog på bekostning af billedkvalitet og detaljer.

TrackMix er et såkaldt PTZ-kamera, hvilket betyder, at det både kan panorere, vippe og zoome, og det er på begge linser. TrackMix bruger to forskellige objektiver til at opsnappe det brede overblik og samtidig give dig et nærbillede af et specifikt område, alt sammen på samme tid. Vidvinkelobjektivet giver 2,8 mm, som optager i 2K-video, og telefotoobjektivet er 8 mm, som optager i 1080p.

Trackmix tilbyder intelligent bevægelsesregistrering, som kan skelne mellem mennesker, kæledyr og køretøjer. Da kameraet har været opsat i haven, har det ikke været muligt at teste køretøjsfunktionen. Men de to andre fungerer glimrende og hurtigt.

Der er et hav af muligheder i appen. Hvis du har tændt for kameraets PIR-sensor (Passive Infrared Sensor), vil den registrere ændringer i varmeudstrålingen fra objekter i synsfeltet. Man kan selv bestemme sensitiviteten, så den kun registrerer store objekter tæt på kameraet. Når kameraet så registrerer en ændring, bliver der sendt en notifikation, og kameraet tager samtidig en optagelse.

Du kan enten vælge, at kameraet skal gemme på et Micro SD-kort, op til 128 GB, eller du kan vælge Reolinks Cloud-løsning. Her findes der lidt forskellige løsninger.

  • Basic Plan: Gratis - 1GB - Videoerne bliver gemt i 7 dage - Der kan kun tilsluttes et kamera.
  • Standard Plan: 4.19-41.99 Euro (månedlig eller årligt) - Videoerne gemmes i 30 dage - Der kan sluttes op til 5 kameraer til.
  • Premier Plan: 8.29-82.09 Euro - Videoerne gemmes i 30 dage - Understøtter op til 10 kameraer
TrackMix er i stand til at fungere effektivt under forskellige vejrforhold, herunder ekstremt kolde temperaturer på op til -10 grader Celsius. Derudover har det to forskellige nattesynstilstande. Den ene er en standard sort-hvid tilstand med infrarøde LED-lys, og den anden er en fuld farve tilstand, der aktiveres af et spotlight.

Opsætning:

Jeg har tidligere i testen påstået, at TrackMix er utrolig brugervenligt og let at sætte op, og det kræver ikke mange håndværksmæssige kundskaber for at komme i gang med TrackMix. Opsætning er let, når man først har hentet appen. Første gang TrackMix tændes, bliver man mødt af en stemme, som guider en i gang med kameraet og appen. Når alt dette er opsat, kan du enten vælge at sætte kameraet op på væggen eller i loftet. Der følger diverse beslag med i pakken. Et par enkelte skruer, og du er i gang.

Kameraet har et 5100 mAh batteri, hvilket giver dig 1-4 ugers brug, alt efter hvor lidt eller hvor meget kameraet bruges. Dette kan hurtigt blive et irritationsmoment, og derfor vil jeg klart anbefale Reolinks Solar Power 2. Det er ligesom kameraet utrolig let at sætte op og giver dig nonstop strøm på kameraet. Efter blot en enkelt dag med nogenlunde sol var kameraet på 100% og har været det lige siden.

Du kan sagtens bruge Trackmix uden Solar Power 2, men det vil klart gøre livet lettere, især hvis kameraet eksempelvis er placeret på sommerhuset. Prisen er ca. 200-300 kr. og derfor ikke den store udgift.



Software:

Jeg har hovedsageligt testet appen til iPadOS og iOS, som begge har været nemme at bruge. Du kan samtidig opsætte kameraet, så du kan bruge et program på din pc eller Mac. Der findes ligeledes en app til Android.

Appen har været pålidelig og har ikke givet mig problemer en eneste gang. Den er samtidig ganske intuitiv, og der gives nogle glimrende beskrivelser af de forskellige muligheder, du finder i appen.

Skal du købe eller springe over?

Køb! Hvis du er på jagt efter et sikkerhedskamera, der er brugervenligt og i et fornuftigt prisleje, så vil Reolink TrackMix ikke skuffe. Det leverer knivskarpe billeder og videoer samt muligheden for at styre kameraet fra mobilen, hvilket gør det utrolig attraktivt. Samtidig kræver det på ingen måde teknisk snilde for at komme i gang.

Det har været en anelse svært at finde den præcise pris på kameraet, da det findes i flere forskellige versioner - eksempelvis med en 4K opløsning. På Reolinks egen hjemmeside er kameraet dog prissat til 330 euro, hvilket cirka svarer til 2.500 kr. Man kan også købe kameraet som en pakkepris, hvor man udover kameraet får Reolinks Solar Power 2 med i prisen. Denne pris er 350 euro, altså cirka 2.600 kr.

Plusser:

  • Brugervenligt
  • Dobbelt linse - Giver dig overblik og samtidig detaljer
  • God videokvalitet
  • God autotracking
 
Minusser:
  • Ikke 4K
  • Cloudløsning kræver et abonment med månedlig betaling