Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


Stealth™ Pro Headset - Xbox

Af Asbjørn | 10-08-2023 | 2955 visninger | 0 kommentarer


Producent: Turtle Beach
Sponsor: Turtle Beach
Stealth™ Pro Headset - Xbox

Introduktion:

De seneste år har der været fart over feltet, når det kommer til premium gamerheadsets. Store, tunge headsets med tilsvarende topmoderne teknologi og lydkvalitet. Ofte har gamerheadsets været begrænset udelukkende til gaming. Men dette er ikke altid tilfældet med de nyere headsets, som kan give dig god lyd, uanset om du spiller, ser film eller lytter til musik.

Turtle Beach har med deres Wireless Stealth Pro headset leveret et af markedets bedste – men i den grad også dyreste – headsets.

Hvis du vil have fede funktioner, god komfort og god lyd, så skal du virkelig grave dybt i lommerne, helt bestemt 2.700 kr.

Design og komfort:

Stealth Pro har et meget moderne og stilrent design. RGB-belysningen er helt fjernet fra headsettet, og det findes udelukkende i en matsort farve. Personligt synes jeg, det er en positiv udvikling ift. designet, da det åbner muligheder for at bruge headsettet uden for hjemmet. Samtidig ser det ud til, at det mere stilrene design vinder ind hos fabrikanterne, især ved de lidt dyrere headsets.

Selvom jeg i fritiden bruger in-ear hørertelefoner, ville jeg ikke føle mig fjollet ved at bære Stealth Pro i offentligheden. Stealth Pro sidder godt på hovedet, og selvom det har en forholdsvis tung vægt på 417 gram inklusiv mikrofonen, føles det behageligt. Headsettet er udstyret med to bløde ørepuder lavet i kunstlæder. Kunstlæderet giver god lydisolering, men personligt finder jeg ofte, at det bliver for varmt efter lange sessioner. Overraskende nok har dette ikke været tilfældet med Stealth Pro, som har føltes behageligt selv efter mange timer. Jeg skal nævne, at jeg har et forholdsvis stort hoved og ører, der er over gennemsnittet.

Byggekvaliteten virker solid, og man får fornemmelsen af, at dette er et headset, der kan holde i mange år, hvis man passer godt på det.





Lydkvalitet:

Stealth Pro er udstyret med 50 mm Nanoclear drivere. Turtle Beach hævder selv, at der er tale om den bedste lyd nogensinde i deres headsets. Selvom jeg ikke har testet alle de headsets, som Turtle Beach har fremstillet gennem tiden, er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Lyden er stor og dynamisk. Under testen af headsettet har jeg hovedsageligt spillet Diablo 4, og oplevelsen har været markant anderledes end da lyden udelukkende kom fra min low-end soundbar. Stealth Pro har desuden en fremragende bas, som giver god dybde i lyden.

Alt kan styres fra Turtle Beach’s app – Audio Hub. Denne kan hentes enten til PC/MAC eller direkte til din smartphone.

Stealth Pro er forsynet med en bommikrofon. Mikrofonen gør et glimrende job ved at levere en fyldig lyd til modparten og samtidig fjerne baggrundsstøj. Ligesom lyden kan mikrofonens indstillinger justeres via appen.

Mikrofonen er aftagelig, hvilket giver et endnu mere minimalistisk udseende og muligheden for at tage headsettet med på farten. Du kan dog stadig bruge headsettet til at modtage opkald, da det er udstyret med en integreret mikrofon. Selvom lydkvaliteten ikke er på højde med den aftagelige mikrofon, fungerer den integrerede mikrofon glimrende til opkald på telefonen, Teams eller lignende.

De seneste headsets, jeg har testet, har præsteret acceptabelt, når det kommer til andre lydoplevelser end gaming. Dog har ingen præsteret nær så godt som Stealth Pro. Oplevelsen ved lytning til musik og film har været imponerende. Dette gør det muligt at have kun ét headset, der kan bruges til alt.

Funktioner:

Stealth Pro er spækket med imponerende funktioner. En af mine yndlingsfunktioner er Bluetooth 5.1 Dual Connectivity. Denne funktion giver dig muligheden for at opretholde to samtidige forbindelser til headsettet. Således kan du lytte til musik fra din telefon, mens du spiller et stille strategispil, eller hvad du nu foretrækker. Desuden kan du tage et opkald uden at skulle rode med headsettet.

Headsettet kan forbindes via Bluetooth eller med den medfølgende trådløse transmitter (2.4GHZ), som via USB kan tilsluttes enten Xbox eller pc'en. Transmitteren fungerer samtidig som opladningsstation for det ekstra batteri, der følger med i pakken. Stealth Pro gør det nemt at udskifte batteriet (på ca. 15 sekunder), så du aldrig skal vente på at få lyden tilbage i dit spil. Dette er også praktisk på farten, som under en lang flyvetur. Hvert batteri holder ca. 12 timer, og docken tilbyder fast-charging; 15-20 minutters opladning giver nemt 3-4 timers brug.

Stealth Pro er intuitivt at betjene. Det har fire knapper, alle placeret på den samme side, samt et hjul til at justere volumen. Hjulet har også en sekundær funktion, som f.eks. kan bruges til at ændre Bluetooth-volumen, selvom dette ikke er noget, jeg selv har afprøvet.

I bunden finder man tre knapper: en tænd/sluk-knap, en Bluetooth parings-/spil-/pauseknap og en knap til aktivering af Superhuman Hearing. Ved et tryk på hjulet aktiveres ANC. Dette fungerer fint, men kan justeres efter behov i appen. Dog bør man ikke forvente en lydisoleringsoplevelse på niveau med eksempelvis Sonys WH-1000XM5.

Turtle Beach har udviklet en app til Stealth Pro, som kan downloades til enten PC eller smartphone. Den er let at navigere i, og der findes et væld af forudindstillinger samt mulighed for at tilpasse din egen lydoplevelse.

Stealth Pro findes i en Xbox- og en PS5-udgave. Begge er kompatible med PC. Hvis du f.eks. ejer begge konsoller, anbefales det at købe Xbox-udgaven, da den også er kompatibel med PS5, hvilket ikke er tilfældet omvendt.





Konklusion:

I den seneste tid har gaming headsets gennemgået en markant udvikling i både design og teknologi. Det moderne og minimalistiske design af Turtle Beachs nye headset, kombineret med den matsorte farve, gør det anvendeligt ikke kun til gaming, men også i hverdagen. Komforten er bemærkelsesværdig, selvom headsettet har en betragtelig vægt, hvilket kan tilskrives de bløde kunstlæderørepuder.

I forhold til lydkvalitet skiller dette headset sig positivt ud med sine kraftfulde drivere, hvilket resulterer i en fremragende lydoplevelse. Mikrofonens kvalitet står mål med lydkvaliteten, og dens aftagelige design er en ekstra bonus. Dets mange avancerede funktioner, som Bluetooth 5.1 Dual Connectivity og udskiftelige batterier, øger brugervenligheden betydeligt.

Det er værd at bemærke, at der findes to udgaver af headsettet designet til forskellige spilkonsoller. Potentielle købere bør være opmærksomme på denne kompatibilitet for at drage fuld fordel af produktet.

Stealth Pro fra Turtle Beach har i høj grad overrasket mig. Ved første øjekast tænkte jeg, at 2700 kr. var en høj pris for et headset. Efter nogle ugers brug ser jeg dog anderledes på det. Hvis man er på udkig efter et high-end headset, kommer man ikke udenom Stealth Pro. Et alternativ i samme prisklasse kunne være SteelSeries Actis Nova Pro Wireless.

Se priserne hos PriceRunner.

Pros:

  • Stilrent Design - Stealth Pro har et moderne og minimalistisk design, uden unødvendig RGB-belysning, hvilket gør det anvendeligt både til gaming og i offentligheden.
  • Komfort -  På trods af headsettets vægt er det komfortabelt at have på over længere perioder takket være bløde kunstlæder ørepuder, som ikke bliver for varme, selv efter lange sessioner.
  • Lydkvalitet - Headsettet udmærker sig med kraftfulde 50 mm Nanoclear drivere, hvilket resulterer i en stor, dynamisk lyd med god dybde i bassen.
  • Mange Funktioner- Bluetooth 5.1 Dual Connectivity, aftagelig mikrofon, integreret mikrofon for opkald, let udskift af batteri og kompatibilitet med både Xbox og PC (særligt Xbox-versionen, der også fungerer med PS5).
  • Lang Batterilevetid & Hurtig Opladning - Hvert batteri varer cirka 12 timer, og dockingstationen kan hurtigoplade det, så 15-20 minutters opladning giver op til 3-4 timers brug.

 Cons:

  • Pris - Med en pris på 2700 kr. er det i den dyre ende af skalaen for gaming headsets.
  • Kunstlæder Ørepuder - Selvom de ikke blev for varme under testen, kan kunstlæder generelt blive meget varmt under lange sessioner.
  • ANC-funktion - ANC (Active Noise Cancellation) er kun "okay" og lever ikke op til standarder som set i andre hovedtelefoner, som f.eks. Sonys WH-1000XM5.
  • Vægt - Selvom det er komfortabelt, kan vægten på 417 gram muligvis ikke være ideel for alle brugere.



ANNONCE