Seneste forumindlæg
Køb / Salg
 * Uofficiel Black/White liste V3
Login / opret bruger


Test - ROG Falchion RX Low Profile - RED

Af Asbjørn | 30-04-2024 | 1063 visninger | 1 kommentarer


Producent: ASUS ROG
Sponsor: ASUS ROG
ROG Falchion RX Low Profile - RED

Det nye gaming keyboard, ROG Falchion RX Low Profile fra ASUS, er et smukt og kompakt keyboard, og så er det alligevel fyldt med masser af fede features. Der er tale om et 65 % layout, og keyboardet er udstyret med RX Low-Profile Switches.

Keyboardet kan desuden prale af at have to lag af integreret silikoneskum, som gør, at enhver tast er utrolig stille at slå på.

Keyboardet henvender sig som udgangspunkt til gameren, men det meget kompakte design gør, at det helt sikkert også ville kunne begå sig som arbejdskeyboard, måske til farten.

What's in the Box/Specs:

Keyboardet leveres i en flot papkasse i ASUS ROG’s signaturfarver, sort og rød. Det er altid en fornøjelse at åbne disse Premium produkter, da der for det meste er kredset om detaljen.

I boksen finder du følgende:

  • Keyboardet
  • Quickguide og garantihæfte
  • Cover til Keyboardet i hvid plastik
  • 2 meter USB-C til USB-A kabel – Flettet (braided)
  • USB-forlænger
  • ROG Omni dongle
  • Lidt ROG klistermærker

Specifikationer: 

Størrelse: 65 % i en 60 % ramme
Taster: ROG RX Low-Profile Switch
Baggrundsbelysning: RGB pr. tast
Anti-ghosting: N-key Rollover
Pollingfrekvens: 1.000 Hz
Dimensioner: 306 x 110 x 26,5 mm
Vægt: 595 g
Forbindelser: 2,4 GHz | USB Type-C | Bluetooth 5.1
Kabel: USB-A til USB-C flettet kabel
Batterilevetid: Op til 430 timer (RGB slukket, 2,4 GHz)

Design:

ROG Falchion RX Low Profile er, som nævnt ovenfor, et 65 % keyboard i en 60 % ramme, hvilket giver et meget kompakt tastatur. Det er desuden lavprofil – og jeg mener virkelig lavt. Nogle vil elske designet, mens andre vil finde det for lavt. Du har dog muligheden for at løfte keyboardet i to niveauer. Keyboardet kan også placeres i det medfølgende cover, som løfter det yderligere. Coveret har to funktioner: det beskytter keyboardet mod støv og andre ting, når det ikke bruges, og det giver keyboardet mere højde. Coveret er desuden udstyret med fire gummifødder, som sikrer, at keyboardet står godt fast på bordet. Jeg undrer mig dog over tilpasningen af coveret, da det på en eller anden måde sidder dårligt fast på keyboardet, når det er placeret ovenpå. Da keyboardet er kompakt og ideelt til at have med på farten, er det ærgerligt, at coveret ikke klikker fast på keyboardet.

Keyboardet er fyldt med små features, der glæder. På bagsiden er der f.eks. et lille rum til keyboardets dongle, som holdes på plads af en magnet. Jeg er dog usikker på, om magneten er kraftig nok, hvis man rejser med keyboardet. Alternativt kunne man placere donglen i den medfølgende USB-forlænger, der også er udstyret med en lille clips, så den nemt kan fastgøres på musemåtten.

Fronten af keyboardet prydes af et Republic of Gamers-logo, der smukt oplyses af keyboardets RGB-belysning. Der er også LED-indikatorer, der f.eks. viser, om Caps Lock er aktiveret. ASUS har virkelig udnyttet hver eneste lille plads på det ellers meget lille keyboard.

På bagsiden af ROG Falchion finder du en funktion, jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med tidligere: en touch bar. Denne giver mulighed for at justere lydstyrken, styre medieafspilleren, justere lysstyrken eller en brugerdefineret indstilling, som du kan programmere. Den er som standard indstillet til at scrolle gennem dokumenter, hjemmesider osv.

ROG Falchion RX Low Profile er udstyret med ROG RX Red Low-Profile Switches, der giver et aktiveringspunkt på 1,0 mm for hurtig indtastning. Det er utroligt lækkert at bruge tasterne. På grund af de to lag silikoneskum er dette nok det mest støjsvage tastatur, jeg har brugt til dato.

Keyboardet kan tilsluttes op til tre forskellige enheder samtidig – ret fedt, hvis man bruger det som primært keyboard.





Software:

Som med alle andre produkter fra ASUS sker al optimering og ændring i Armoury Crate-softwaren. Jeg er faktisk fan af en software, der håndterer alt fra motherboard til keyboards. Når man først har lært programmet at kende, er det ret nemt at bruge, da den samme brugeroplevelse går på tværs af de forskellige enheder.

Da softwaren håndterer alt, skal man også forvente en længere installationsproces, før man er kørende.
Armoury Crate giver et godt overblik med et virtuelt keyboard, så det er nemt at vælge den knap, du eventuelt ønsker at indstille til et alternativt tryk. Som tidligere nævnt har du også mulighed for at programmere den sidste knap på berøringspanelet. Det er en fed feature, der giver mulighed for at skabe sin helt egen knap, men jeg ville have ønsket, at der måske var én eller to knapper mere.

Ændring af RGB-belysning, tilstande og installering af firmwareopdateringer sker alt sammen gennem Armoury Crate. På grund af min uvidenhed havde jeg nogle problemer med at ændre RGB-belysningen, indtil jeg opdagede, at Windows 11 som standard er indstillet til at bruge dynamisk belysning; dette skal blot deaktiveres i indstillingerne. Derefter åbner der sig fede muligheder i Armoury Crate for at personliggøre keyboardet.





Keyboardet i brug:

ROG Falchion RX Low Profile er ideelt til gaming. Mindre keyboards falder dog ikke i alles smag, og jeg må også indrømme, at jeg nok falder en anelse i den kategori. Jeg har brugt keyboardet som primær keyboard til gaming og almindelig hverdagsbrug, såsom browsing og tekstbehandling. Selv efter et par ugers brug har jeg stadig en del fejltastninger, selvom jeg kommer fra et TKL-keyboard. Jeg er dog sikker på, at mange andre har en meget kortere indlæringskurve end mig, eller måske skifter lidt frem og tilbage mellem keyboards. Det lille design giver dog perfekte betingelser for f.eks. FPS-spil, da det ikke fylder meget på skrivebordet.

ROG RX Low-Profile Switches fungerer fortrinligt i de spil, jeg har testet. Det har hovedsageligt været FPS, især Counter-Strike 2. Actuation Point, eller det punkt, hvor tasterne aktiveres, ligger på 1,0 mm, hvilket gør tasten mere responsiv end de keyboards, jeg tidligere har testet. Jeg synes dog ikke, at dette har medført nogle problemer. Det er helt sikkert størrelsen på keyboardet, som kræver den største tilvænning, hvis man, som jeg, selv bruger et noget større keyboard.

Som nævnt ovenfor vil keyboardet nok mest henvende sig til gameren. Jeg synes dog, at ASUS fortjener en hel del ros for at inkludere en masse features i det lille keyboard, hvilket faktisk gør, at det ikke udelukkende henvender sig til gameren. De utroligt lydløse taster gør keyboardet ideelt til at tage med på farten, måske som et tastatur til en laptop. Keyboardet understøtter også MacOS, og man kan let skifte mellem PC og MacOS via en switch på bagsiden af keyboardet. Man skal dog være opmærksom på, at Armoury Crate i øjeblikket ikke er kompatibelt med MacOS.



Opsummering:

Jeg er meget imponeret over, hvor meget ASUS har pakket ROG Falchion RX Low Profile med. Selvom jeg fortsat har lidt svært ved de små keyboards, så er det fedt, at man med ROG Falchion RX Low Profile forsøger at skabe et keyboard, som kan fungere i mange forskellige sammenhænge. Tasterne på keyboardet er fantastiske; de er hurtige, utroligt stille og giver bare en skøn fornemmelse, når man rammer dem.

Designet på keyboardet er minimalistisk og ser bare godt ud. RGB-belysningen giver mange muligheder for at personliggøre. Keyboardet findes udelukkende i hvid og i en 65 % udgave, hvilket er en skam! Man kan håbe på, at ASUS på et senere tidspunkt laver keyboardet i en større formfaktor.

En stor thumbs up til ASUS. 

Se priserne hos PriceRunner.

Pros:

  • Minimalistisk og smukt design 
  • Ultra stille
  • Robuste knapper der giver oplevelse af luksus
  • Intuitivt design - Med sit touchpanel og mange andre fede features henvender det sig ikke kun til én målgruppe.
  • MacOS-kompatibel

 Cons:

  • Findes kun i en størrelse 
  • Pudsigt nok følger der et gråt kabel med til tastaturet. I det ellers så gennemtænkte keyboard ville jeg have forestillet mig et hvidt kabel.