Vi starter blødt ud med lidt klassisk (Grieg – Morning, from Peer Gynt) hvor højttalerne viser at de har en ganske lys klang. Bortset fra at de halter i de dybe toner (uden tvivl på grund af den lille størrelse) klarer de det faktisk ganske fint! Blæseinstrumenterne mangler ganske vist lidt fylde, og generelt mangler der lige det sidste i dybden, men alt i alt lyder det ganske dejligt! Med Wagners ” Elsa's Procession to the Cathedral” går det også fint, dog er nogle af trompeterne lige vel skingre, og orgelet til sidst er højttalerne ikke særligt begejstrede for, især de dybe toner halter det med i den sammenhæng, hvilket dog ikke kan undre når man ser på højttalernes beskedne størrelse.

Med Frank Sinatras ”Fly me to the Moon” er gulvbassen lige vel dæmpet, men bortset fra det går det storartet da resten af sangen kommer varmt og behageligt igennem! I Metamorphosis Jazz Bands ”Godot – The Fragrance of Dark Coffee” mangler gulvbassen igen noget dybde, og saxofonen er ikke helt så passioneret at lytte til som man kunne håbe, men ikke desto mindre klarer højttalerne faktisk sangen yderst fint!

I den klassiske rock (Eagles – Hotel California) er der dejligt med detaljer på guitaren, men trommerne stjæler lydbilledet en smule, da diskanten er en smule kraftigere end det er tilfældet med mellemtonen og bassen. I Brothers in Arms med Dire Straits mangler der lidt punch i starten af sangen, men når elguitaren kommer på glemmer man det hurtigt, da den er ganske forførende med dette sæt højttalere!

Vi bevæger os nu over i den lidt tungere genre med Metallicas ”For Whom The Bell Tolls” men klokken i starten af sangen mangler slagkraft og lyder ikke særligt imponerende og når resten af musikken eksploderer mangler bunden næsten fuldstændigt, og derfor lyder det desværre ikke særligt interessant. Der mangler variation i de dybe toner (det meste af bassen i sangen lyder lidt som om at der kun spilles én tone), og mangler hele den dunkle stemning i sangen på grund af de manglende dybe toner. Med ”10.000 Fists in the air” med Disturbed mangler der ligeledes variation i de dybe toner, ligesom at highhattene på trommesættet løber med det meste af opmærksomheden, hvilket selvsagt næppe er meningen!

I den elektroniske genre starter vi ud med Morten Breums ”Moist” som desværre mangler punch i bassen, hvilket betyder at det tunge beat under sangen slet ikke har den dunkende magt som det ellers er tilfældet på større højttalere. Man kan se at højttalerne kæmper for at forsøge at levere det (mellemtone/bas-enheden blafrer på livet løs, selvom der ikke spilles særlig højt, men det er desværre en forgæves kamp).
I den lidt blødere ende af elektronisk musik går det meget bedre, og i Trentemøllers ”Moan” kommer der masser af små detaljer med, og Ane Trolles lidt forvrængede stemme går klart igennem, ligesom at beatet her (der er lidt lysere i tonen) følger bedre med end det var tilfældet med ”Moist”, dog er der et par øjeblikke hvor bassen i sangen åbenbart rammer et bump på frekvensresponsen for højttalerne, og derfor bliver unaturligt høj, og det er synd, for ellers ville der ikke har været noget at udsætte på højttalernes opførsel i denne sang!

Vi springer over i den tunge hip-hop med Tech N9nes ”Killing You” hvor hans stemme går klart og tydeligt igennem, og man har ikke problemer med at følge med hans meget høje tempo. Til gengæld mangler beatet i sangen enhver form for slagkraft, hvilket næsten fuldstændigt ødelægger den dunkle stemning i sangen. I ”Riot Maker” af samme kunstner, der har en endnu dunklere tone er de samme problemer, dog kommer det meste af elguitaren med, hvilket gør at stemningen bliver bevaret lidt bedre end det var tilfældet med ”Killing You”.

Side « forrige 1 2 3 4 næste »