Så skete det ufattelige og hårdeste jeg nogensinde har oplevet.. min far døde igår nat kl 0230 efter 2års kamp mod kræft. Hvorfor skriver jeg dette? Har mest af alt bare brug for, at komme ud med tankerne, mine følelser og sorgen, da det er for svært, at snakke om til venner endnu.. Så er det lettere til folk på nettet som måske endda har prøvet det samme. Min kæreste har været en god støtte også. Min far blev 74 år, været af den generation som altid har arbejdet hårdt, siden han var ganske ung. Altid støttet op om det arbejdende folk og stemt social demokratiet. Han var typen som ikke ikke beder om hjælp eller beklager sig men derimod hjælp han altid til, hvor han kunne-- pressede sig selv til det yderste hvergang. Han var altid i godt humør og sådan et type menneske, man virkelig bare holder af, fra det øjeblik man møder ham. Som teenager, var jeg ikke den bedste søn synes jeg selv..en rod, som syntes ens forældre var latterlige, dumme og intet forstand havde.. Diskussioner og råben, selv om de mindste ting jeg blev pålagt.. Ja.. har ikke været den bedste dengang. Det er måske en del af det, at være teenager I guess? Efter jeg flyttede hjemmefra som hmm..21 årig tror jeg det var, der blev forholdet til begge mine forældre ændret til det bedre. Hele min være måde og syn på livet ændrede sig, da jeg flyttede ud. Som sagt, blev mit forhold til mine forældre bedre. Jeg modnede meget hurtigt, gjorde ting og overvejelser i mit voksne liv, som mine forældre har opdraget mig efter, som de nu kunne se jeg realiteten af. Det gjorde dem glade ved. De har aldrig været bekymret om mig, da jeg har haft styr på tingene. Jeg besøgte dem langt fra nok, selv da jeg fik bil, sagde jeg til dem: "Nu da jeg har jeg bil, så er det lettere, at komme på besøg frem for bussen", men det gjorde ingen reel forskel, hvilket jeg fortryder så meget den dag i dag. Her for små 5 år siden, begyndte jeg, at tage en masse billeder af min far, da det slog mig en dag, at jeg ingen billeder havde af mine forældre. Min far fik konstateret kræft for 2 år siden, prostata kræft og det bredte sig hurtigt. Han fik alverdens kemo behandlinger og nogle gange så det ud til at virke, mens andre gange ikke. De fleste gange snakkede lægerne om nogle tal som så rigtig fine ud. De lå på 36 frem for 3600, efter kemo så det var super. Det gav håb for os alle sammen. Sidste kemo behandling var for 2 måneder siden. 2 uger efter endt behandling fik han forfærdeligt ondt. Han røg på hospitalet, hvor de kunne konstatere, at kræften havde spredt sig ekstremt hurtigt.. fra prostata til ryggen, benene, rygmarven til bogstaveligt talt hele kroppen. Han røg på smerteafdelingen på OUH, men de havde svært ved at, smertedække ham.. eneste de sådan set kunne gøre, var at dope ham fuldt op, så han sov. Men selv når han sov, så han ud til at have smerte.. sveden stod ud af ham når han sov. Lægerne sagde det var pga. smerten, at kroppen reagere derved. Forfærdeligt.. ganske enkelt forfærdeligt, at se og være totalt magtesløs. Efter 3 uger på hospitalet fik han beskeden, der intet var, at gøre mere. Det knækkede ham. Han var bange.. rigtig rigtig RIGTIG meget bange. De erklærede ham for terminal. Han røg på Hospice for 2 uger siden og sidste fredag fik han endelig lov til at komme hjem. De sidste 2 uger, blev han dag for dag mere fraværende. Blikket i øjnene ændrede sig. Han kunne næsten ikke spise eller drikke mere ej heller sluge piller. Under hele forløbet med indlæggelse har jeg besøgt min far hver anden dag. Han havde ikke kræfterne til at, snakke så meget, da han var i konstant smertehelvede, men de samtaler vi havde var dejlige for os begge. Husker tydeligt, at han hver gang greb min hånd når jeg kom og besøgte ham.. Vi holdte sammen! Vi er en søskende flok på 3, hvoraf jeg altid har været hans yndlings. Mit bedste minde, som jeg ALDRIG NOGENSINDE vil glemme, var for nyligt, da han var på Hospice. Jeg havde fået fremkaldt 5 billeder og sat dem ind i rammer.3 stk af ham og jeg og 2 andre, hvor min mor, far og jeg var på. Da jeg gav ham dem, brød han ud i gråd.. min mor spurgte, hvorfor han var så ked af det og efter små 5 minutter, med uafbrudt gråd fandt han endelig ord til at sige: "Nej... jeg er ikke ked af det.. jeg er lykkelig". Hvilken enorm glæde og lykkerus jeg følte. Det var som en slags beskæftigelse på, at ham og jeg virkelig elskede hinanden, uden at kunne sige det med ord. Jeg har aldrig kunne sige de 3 store ord, 'jeg elsker dig', til mine forældre. Kan med lethed sige dem til min kæreste, men mine forældre, kan jeg simpelthen bare ikke. Det irriterer mig dybt, at jeg ikke fik nosset mig sammen, til at fortælle, hvor meget min far betød for mig. Jeg vil ønske, jeg kunne ha sagt det ordret til ham. Jeg ved godt inderst inde , at han vidste hvor glad jeg var for ham, men for mig, giver det en helt anden betydning, at kunne sige det med ord og ikke handling. For helvede.. hvorfor kunne jeg dog ikke bare få det sagt!!! Husker tydeligt min kollega fortælle, at hun ikke ville kunne gøre det, jeg har gjort.. været på arbejde i denne tid. Det fortryder jeg også nu! At jeg ikke tog fri noget mere, besøgte dem begge noget mere i denne svære tid... for fanden da også altså!! Som sagt, så kom min far hjem sidste fredag. Efter det, har jeg ikke været på besøg siden.. Det var meningen, at jeg ville komme i forgårs onsdag eller i går torsdag nu hvor det var helligdag.... men så skete det. Jeg blev vækket igår nat kl 0340 af min bror og allerede dér vidste jeg, inden jeg tog mobilen, at min far var død.. og ganske rigtigt, "Hej ..... jeg vil bare fortælle, at far døde her for kort tid siden" Jeg brød ganske enkelt sammen. Hele min verden styrtede sammen, ved tanken om, at min far ikke længere var blandt os mere. Det er sådan en urealistisk følelse man sidder med. Jeg kom i tøjet og kørte straks ud til mine forældre. Køreturen derud var surrealistisk.. så underlig en tur. Det var forsat en smule mørkt, man kunne fornemme lidt lys himmel. Der var ingen trafik overhovedet. Så 1 bil på en 30km lang tur. Jeg kørte 60km/t hele vejen og var tæt på at, holde ind til siden flere gange, da jeg græd hele vejen derud.. Jo tættere jeg kom på mine forældres hjem, jo hårdere blev det. Jeg ankom så til deres hus. De tungeste skridt måtte tages hen mod deres hoveddør.. Jeg gik ind, fandt min mor og omfavnede hende, hvorefter jeg så min far ligge i hans seng, med en smuk buket blomster på brystet og en fin skorte han havde på. Jeg tog hans hånd som forsat var lidt varm og jeg brød totalt sammen.. Vi var alle 3 sønder knuste men også glade over, at han har fået fred.. fri for det smerte helvede. Jeg fik taget lidt billeder af min far, flaget på rejst på halvt og vi fik snakket, grædt og det man nu skulle sammen. Der blev snakket om, at vi skulle kontakte en bedemand men det var så det. Efter 10 timer tog jeg hjem igen. Min bror blev hos min mor. Snakkede så igår aftes med min mor og hun fortalte, at bedemanden kom forbi med kiste og det hele?! De de fik anbragt min far i kisten, der blev læst lidt op fra biblen, sunget et par salmer og han blev kørt stille rundt i deres smukke have som han var så glad og stolt over, for så til sidst at blive kørt ud på vejen, ind i bilen og på vej til kapellet. Det var en rigtig smuk og dejlig oplevelse fortæller min mor og bror.. jeg ville selvfølgelig gerne have været med, men tror det hele skete så hurtigt... De så det lidt som en afsked, at han blev kørt væk fra sit hjem og det kan jeg da også godt se, at ja.. det var da en afsked, med for mig, ved jeg ikke om den virkelig afsked var, da jeg så ham ligge i sengen eller om det bliver i kapellet eller når han ligger på gravpladsen. Min far var vild med pølser! Der findes ingen i det danske kongerige som var så glad for pølser end min far haha! Franske hotdogs var hans livret hahaha og Odense pilsner! Jeg ankom hjem, skiftede tøj, tog ud og handlede ind, købte en 6 pack Odense Pilsner og fandt et smukt sted nede ved Odense Å, hvor jeg sad ved et bord og bænk og nød udsigten. Helt alene, lidt små regn, fuglene pippede. Det var perfekt. Jeg knappede 2 øl op, en til mig og en til min far. Og så fik jeg ellers grædt ud, fik snakket til min far som, hvis han sad over for mig. Fik fortalt, hvordan jeg havde det, hvor taknemmelig og glad jeg har været over, at han var min far og hvor god en far han har været. Fik sagt undskyld for mine teenager år og sagt tak igen for alting. Lovede ham, at jeg vil leve mit liv som han har opdraget mig efter, være hjælpsom og god mod dem omkring mig, tænke smart, dvs. altid have en backup plan, ikke lave dumme beslutninger men tænk rationelt. Det var en fantastisk måde, at kunne sidde alene og snakke til min far om disse ting, i perfekte omgivelser. Jeg følte virkelig, at han var hos mig, at han var glad og stolt over mig. Til aftensmad fik jeg franske hotdogs som var hans livret. En perfekt anledning til, at gøre det til en tradition, ved at ære hans minde med 2 franske hotdogs og 2 øl. Det næste som skal ske er, hans bisættelse. Ved ikke, hvad jeg skal tænke og føle om dette. Ville ønske så inderligt, at jeg bare kunne få 1 minut mere med min far, fortælle ham alle de ting jeg har skrevet og give ham det største kram nogensinde. Hvid i fred far. Jeg elsker dig og tak for alt du har lært og givet mig. Jeg glæder mig så meget til vi ses igen. Puha.. det var en hård omgang at få skrevet.. Tak fordi du gad læse alt dette. Til jer som har mistet en forældre: Hvordan har I håndteret situationen / livet efterfølgende? Hvordan har I håndteret sorgen? Synes godt nok, alting virker meningsløst, forfærdeligt og tomt.... TL:DR: Har mistet min far. Forklar forløbet mod enden. Er sønder knust.
--

Sidst redigeret 31-05-2019 19:44 af Thomas