Hej HOL, Først og fremmest ja, jeg er godt klar over dette er et lidt atypisk forum til dette, men jeg har altid følt mig ''hjemme'' her, og håber alligevel på lidt input. Jeg står i den rigtig triste situation, at jeg har følt mig nødsaget til, at gå fra min kæreste. Det skal siges vi har været sammen i flere år, og det har siden starten været et turbulent forhold. Min kæreste har været syg i mange år med lavt stofskifte, da jeg lærte hende at kende var hun igang med uddannelse, var super aktiv - og havde en KÆMPE omgangskreds. Hun var en pige jeg var sikker på jeg aldrig kunne få men det lykkedes! Da jeg begyndte at date hende blev hun sygemeldt fra sit arbejde/uddannelse, grundet hendes stofskifte samt psyke gik helt ned. Jeg oplevede på tæt hold hvor skidt hun havde det, og støttede hende alt hvad jeg kunne, da jeg tænkte at det hele nok skulle blive bedre. Situationen udviklede sig sådan, at vi flyttede sammen - men desværre efter lang tid blev hverken hendes stofskifte sygdom stabil og ej heller psyken. Jeg tordnede selv frem med uddannelse, godt arbejde - vi fik en fedt hus af bo i, alle ting som jeg under min uddannelse har sikkert hårdt efter og drømt om, i en relativ ung alder. Jeg har i flere år i forholdet haft en kæmpe knude i maven over, om jeg skulle leve så ustruktureret et liv fremadrettet i og med min kæreste nu har været sygemeldt i flere år, har brug for +12 timers hvile om dagen, er plaget af stress og angst, og meget neurotisk anlagt. Hun har prøvet diverse behandlingsformer på medicinsk samt atypisk behandling - noget med nogen virkning, men intet revolutionelt. Til trods for alle disse ting er hun jordens DEJLIGSTE og kærligste menneske, som jeg elsker så højt. Hun er det perfekte for mig, med undtagelse af al' den sygdom som gør, at vi ikke kan bygge en ''stabil'' fremtid op sammen med børn, købe eget hus, have arbejde begge to etc. At vælge at gå fra hende er noget af det aller sværeste nogensinde, og jeg har været klar over helt inde i maven, at det er det eneste rigtige for mig at gøre, da jeg psykisk ikke har kunne klare det indirekte pres hendes situation har påført mig. Pt. er situationen at hun snarest fraflytter der vi bor, og flytter hjem til hendes familie til en start, som heldigvis er super ressourcestærke. Problemet er, at efter jeg har taget beslutningen har jeg for alvor mærket hvor meget hun betyder for mig, og hvor ufattelig ondt det gør at se hende ked af det, samt alt det omlægning hun også skal igennem nu og her. Heldigvis er vi stadig gode venner - og det har vi aftalt at fortsætte med, selvom vi kommer til at bo langt fra hinanden. Jeg ved dette kan være svært når den ene måske finder en anden, eller lign. Min kæreste elsker mig stadig så højt, og vil kun mig, men accepterer mit valg, og tager det pænt. Jeg laver ikke andet pt. end at have ondt i maven, og græde konstant over situationen. Min bevidsthed ved, at jeg har truffet den rigtige beslutning, men min hjerte skriger i smerte over det. Ja, det blev et langt oplæg - men det var rigtig rart at få ud. Jeg ved min situation er lidt atypisk, da dette er et virkelig sørgeligt breakup, hvor ingen har været en idiot overfor den anden. Jeg føler bare at situationen er så pokkers svær for mig at tackle, da hun stadig betyder alt for mig, og fortsat vil være min ''bedste ven''.
--