Alt imens fjernsynsmarkedet har været igennem en rivende udvikling, har Samsung ifølge
DigiTimes formået at holde fast i førerpositionen, og indtager en førsteplads foran koreanske LG og den statsejede kinesiske producent TCL.
I første kvartal i år stod Samsung for 11,6% af fjernsynsmarkedet, og LG er lige i hælene med 10,7%. Forfølgerne er lidt bagefter da TCL stod for 8%, Philips for 7,4% og Sony for 5,3% af fjernsynsmarkedet. Det ser endda lidt bedre ud for fjernsynskongen på LCD markedet, hvor Samsung står for 16,8% af markedet.
LCD markedet steg med 90% sammenlignet med samme periode sidste år, og plasma formåede at opnå en 41% fremgang. Samlet set var det dog kun en fremgang på 9% for det samlede fjernsynsmarked.
Det er værd at notere, at selv de fem største leverandører tilsammen end ikke formår at stå for 50% af markedet. Det er en uhørt lille markedsandel, og er et godt udsagn om hvor mange firmaer, som i de sidste par år har prøvet lykken som fjernsynsleverandør. Denne udvikling er kommet i takt med den eksplosive vækst, markedet har nydt godt af, efter LCD og Plasma fjernsyn for alvor begyndte at blive et alternativ til den gamle CRT skærm.
En anden sigende faktor for den udvikling fjernsynsmarkedet har oplevet siden LCD og plasma skærmene kom til, er at de to tidligere CRT konger Sony og Philips end ikke formår at være i top3, men må tage sig til takke med en 5. og 4. plads.