DirectX11 er desværre forbeholdt ganske få titler, men dette kan ændre sig, når den mest udbredte game engine tager springet fra DirectX9/10 til DirectX11.
Ved GDC 2011 annoncerede Epic, at der kommer en DirectX11 udgave af Unreal Engine 3.0, som er at finde i spil som Gears of War 2 og 3, Unreal Tournament 3, The Ball m.fl., skriver Big Download. Supporten for DirectX11 og displacement mapping er delvist hjulpet på vej af NVIDIA, hvilket kan hæve øjenbrynene.
Epic software's Unreal Engines har de sidste to generationer siddet tungt på desktop markedet for game-engines, og opdateringen er godt nyt for kommende titler, som dermed har nemmere adgang til mere avancerede features. Eksisterende titler vil dog også have mulighed for at tilføje nye features i deres spil.
Unreal Engine 3.0 bliver oftest brugt af mindre spiludviklere, som ikke selv ønsker at bruge et kæmpe budget og ekstra tid på at tilpasse koden og værktøjerne til egne krav.